Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Max Kestners sci-fi-opråb til nutidens klimasløseri fortælles halvt ihjel

Fortællerstemmen i Max Kestners ambitiøse sci-fi-film gør, at den føles som om, nogen har prøvet at gaffatape en smadret lysekrone sammen. Den kunne ellers have været så skøn trods rodet, denne påmindelse om vores skrøbelige nutid fortalt som identitetssplittende tidsrejse
Året er 2095, verden er fucked af ferskvandsforurening og oversvømmelser, København er grå og halvt dækket af saltvand.

Året er 2095, verden er fucked af ferskvandsforurening og oversvømmelser, København er grå og halvt dækket af saltvand.

SF Film

Kultur
17. november 2017

I den første version af Ridley Scotts sci-fi-klassiker Blade Runner fik man under slutproduktionen kolde fødder over at lade den dystopiske films langsommelige og berusende billedstorm stå alene. Så blev Harrison Ford trukket tilbage i studiet og indtalte en voiceover, der skulle hjælpe publikum vej ind i den bistre robotjægers indre og hans fremtidsunivers.

Det gjorde absolut ikke filmen dårlig. Ford mimede den klassiske film noir-helts forpinte privatdetektiver a la Marlowe. Men da Ridley Scott siden pillede fortællerstemmen ud af Blade Runner, stod lydene, synthesizerlagene, billedstormen, det tunge tempos hjerteslag og gribende tvivlsspørgsmål for alvor frem i al sin vælde. Nu satte filmen sig i maven på sit publikum og på filmhistorien, hvor den stadig rumler.

Staveplade

Jeg kender ikke til produktionsomstændighederne bag den billedfilosofiske mesterdokumentarist Max Kestners første spillefilm, sci-fi-dramaet QEDA. Men det føles som om, at nogen også her fik kolde fødder over filmens evne til at forklare sig selv og derfor hev skuespiller Carsten Bjørnlund tilbage i studiet for at stavepladeforklare det hele. Uden samme tilnærmelsesvise held som Ford.

Jeg kan godt forstå fristelsen, det er nogle ret komplekse følelser, som Bjørnlunds rolle som videnskabssikkerhedsleder Fang Rung render rundt med:

Året er 2095, verden er fucked af ferskvandsforurening og oversvømmelser, København er grå og halvt dækket af saltvand. Der er ikke meget Torvehallerne over det triste og underligt Mellemøsten-inspirerede sorte marked, hvor man må prutte sig til skrammel. Og derhjemme i en mørkelagt lejlighed over Kongens Have, som der heller ikke længere er noget grønt og kønt over, ligger Fang Rungs datter syg og saltvandsforgiftet, mens hans hustru, videnskabskvinden, stresser ved køkkenbordet i forsøg på at forske sig frem til en kur mod det hele.

Paradis anno 2017

Rung lader sig på en hemmelig mission for Forsvarsministeriet udspalte til to dele (!) og rejser tilbage til det prækatastrofale paradis, København anno 2017, der er fyldt med planter, dyr, frisk mad og drikkevand. Her skal han snige en aldrig anvendt genkode, der kan forvandle saltvand til ferskvand, med til nutiden og dermed løse klodens krise. Og selvfølgeligt helst uden at pille ved historiens gang. Sommerfugleeffekten, I ved. Tidsrejser er officielt blevet forbudt af samme grund.

Problemet er bare for den del af ham, der rejser tilbage – og som får undercovernavnet Gordon Thomas – at det er langt federe at være i fortiden end i nutiden. Og hende forskeren, Mona Lindqvist (Sofia Helin), som han skal stjæle koderne fra, er ret indtagende. Pludseligt kan Fang Rung, der står tilbage i 2095, ikke få kontakt med eller tilbagehente sin anden del. Han er – splittet. Og må selv på tidsrejse for at hente sig selv hjem – og jo helst uden at ændre verdens gang på sin vej.

Det lyder komplekst, men egentligt giver det fin nok mening. Det er en bøn om at påskønne nutiden og at være til stede i den – også med blik på fremtiden.

Det er den splittelse i mennesket, som filmen ikke helt har stolet på, at vi kunne fatte derude i biografsæderne, virker det til. Carstens Bjørnlunds forklarende stemme er hældt ud over de smukt scenograferede dystopiske billeder og dækker for Jonas Strucks og Vladislav Delays sansenære musik og vores egen evne til at filosofere for os selv. »Så velkendt og alligevel så anderledes,« siger Bjørnlund om de villaveje, han som Gordon Thomas trasker op ad efter at være blevet zappet fra nutiden og ind i fortiden i havet ved Amager Strandpark.

Gaffatape

Den slags forklaringer er ikke bare unødvendige, det føles som om, at nogen med fortællerstemmen har prøvet at gaffatape en smadret lysekrone sammen. Sandsynligvis ville lysekronen heller ikke have været helt i øjet uden gaffa. Men man havde nemmere kunnet beundre dens skønhed.

Og faktisk er der rigtig mange små stumper af ren skønhed i QEDA; der er Fang Rungs besøg hos en anden tidligere splittet tidsrejser, Bingwen, der nu er delt i to personer, som lever sammen og er gemt væk i en lejlighed som var han/de et gammelt ægtepar eller søskendepar, han/de spiller pingpong og daser. Joseph Mawle spiller dem begge med et vanvid og perversion, der ræsonnerer på mærkelig vis. Det er narcissisme gone wrong eller selvtilstrækkelighed i yderste potens. 

Og der er momenter af intens og dragende stemning i QEDA, som da Fang Rung mødes med forsvarsministeren på en postapokalyptisk bar og sanger Mette Lindberg i et skrud, der er Metropolis værdigt, synger »Tainted Love« med hysterisk hypnose.

Men det inderlige bliver ikke helt inderligt nok. Bjørnlund inviterer os med sin speak ind i Fang Rungs hoved, men vi kommer aldrig rigtigt derind. QEDA ville heller ikke have været en fantastisk film uden voiceover, men den ville have efterladt flere smukke brudstykker, vi kunne gumle videre på i fred i vores egne hoveder.

’QEDA’. Instruktør: Max Kestner. Manuskript: Dunja Gry Jensen. Dansk. (Biografer landet over.)

Følg disse emner på mail
 

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis